Metamono tager deres koncept alvorligt. Før de tre briter komponerede så meget som en enkelt tone, nedfældede de et stringent manifest med klare regler for, hvordan de må skrive musik.

“Begrænsninger åbner dit sind. Hvis du kan fokusere på et smallere område, er det muligt at finde et meget mere fundamentalt indhold,” fortæller gruppen.

Selvom Metamono på mange måder stikker ud fra normen i den moderne elektroniske musik, så kan festivalgængerne på PHONO12 forvente sig en genkendelig opbygning, hvor det fredfyldte og rolige gradvist afløses af tempo og rytmik.

”Der er intet i vores manifest, der forhindrer os i at benytte konventioner. Vores optræden er afhængig af publikum – hvis de klør sig selv på hagen og ser eftertænksomme ud, bliver det mere mærkeligt, men hvis de begynder at danse, går vi mere i den retning. På PHONO12 bliver det en times ren underholdning, men forhåbentlig også noget, der kan pirre folks nysgerrighed og inspirere dem til at erkende, at der er mere i musik, end de er blevet ledt til at tro.”