Hvis du hører lyden af hove rundt om hjørnet, er det mest nærliggende at tænke på heste. Men når du lytter til tyske Mouse on Mars, bør dine tanker måske alligevel bevæge sig mere i retning af zebraer. Jan St. Werner og Andi Toma har, siden de mødte hinanden til en koncert i de tidlige halvfemsere, sat en en ære i at skabe musik, der måske lyder som noget, du kender, men hvor det eksotiske altid lurer lige bag det næste taktslag.

”Der er en form for urværk i vores musik, der forbinder det til nutidig popmusik. Popmusik er meget metrisk og 1, 2, 3, 4, men når alt kommer til alt, så tror jeg, at vi føles os tiltrukket af en tanke om fri musik, der indimellem bringer os over i free jazz, improviseret musik, noise eller noget meget abstrakt”, fortæller Jan St. Werner.

Og det er svært at sætte Mouse on Mars i bås. Der er mange, der har forsøgt gennem tiden, og det er ofte andre tyske legender som Krafwerk, Neu! og Can, der dukker op, når musikskribenter prøver at tegne et billede af Mouse on Mars’ produktioner. Ifølge Jan St. Werner trækker de også på hundrede års musikhistorie, når de komponerer, men de har måske bare ikke læst den helt rigtigt.

”Når folk spørger, hvad for noget musik, jeg spiller, plejer jeg at spørge, om de kender Kraftwerk. Når så de siger ja, siger jeg ‘det er lige netop ikke som Kraftwerk’. Jeg vil gerne tro, at vores musik ikke er som noget andet – du tror måske, at det er, men det er det ikke. Man kan kalde vores musik en forkert fortolkning af en masse musik fra det 20. århundrede. Vi har altid haft en fobi for, at blive låst fast I en genre, for i vores optik, så slutter din opmærksomhed overfor musikken med det. Det begrænser den nysgerrighed, man har i forhold til at opleve noget nyt”, forklarer Jan St. Werner.

Inspirerende genier
Når man læser anmeldelser af Mouse on Mars’ arbejde over de sidste 15 år – hvad enten det er i studiet eller live – er det evigt tilbagevendende billede deres stræben efter nye lyduniverser og nye grænser, de kan vade henover. Som den danske musikjournalist Ralf Christensen i 2003 skrev i en 5-stjernet anmeldelse af duoens EP ‘Rost Pocks’ i Politiken:

”Det er musik, hvor fokus hele tiden skifter: det ene øjeblik en diskussionsklub for virtuelle trommeskind, det næste et ekkoende himmelrum hørt gennem vand, så en snurrig melodi i fri dressur over en bund af…, er det et frøkor halet gennem en vocoder?”

Eller Per Juul Carlsen, der i 1996 oplevede dem i København og anmeldte koncerten i selv samme dagblad:

”På sin vis ville det ikke være svært at forestille sig at Swingin’ London anno 1965 havde samme stemning – en intens fornemmelse af at alt kan ske, alt står åbent og at alle sanser stimuleres på samme tid.”

Og senest i foråret, hvor musikmagasinet Pitchforks chefredaktør, Mark Richardson, roste tyskernes evne til på humoristisk vis at udforske nye musikalske territorier på deres seneste album ‘Parastrophics’.

”Det ejendommeligt geniale ved Jan St. Werner og Andi Toma er, at de får alle disse ting til at lyde som om, de ikke kunne komme fra nogen andre. Og det, at de stadig gør det 18 år efter deres første album, og stadig er i stand til at lave noget af det bedste musik i deres karriere, er inspirerende.”

Barske dyr
Det legesyge univers skyldes ifølge Jan St. Werner, at de ganske enkelt ikke anerkender de normer og regler, der ofte er stillet op inden for kompositorisk musik. De er anarkister, der opsnapper indtryk og stemninger, imens de låner med arme og ben fra alt fra jazz, pop, rock, noise og de mere abstrakte afarter af musikken. Det er netop den kompromisløshed, der sørger for, at det uforudsigelige forbliver det faste holdepunkt.
”Vi kan helt sikkert godt lide tanken om anarki som en dybt forankret kraft her i livet. Jeg mener, at det at se anarkien som en naturlig ting i forhold til, hvordan levende væsener eksisterer sammen på, er en god metafor for, hvordan vores musik fungerer. Anarkien lader os skifte tempo, form og farve på ethvert tidspunkt, og selvom ikke vi gør det i alle vores sange, vil man alligevel sidde med følelsen af, at vi muligvis skifter musikalsk retning lige pludselig.”

Hvad er forskellen på Mouse on Mars på plade og Mouse on Mars på scenen?

“På plade arbejder vi selvfølgelig med alt det udstyr, vi har i studiet, og det er en hel del, og det vi ikke har, låner vi os frem til, så det er klart en anden situation end på scenen. Det er også et helt andet tidsspænd, for vi er ind imellem flere år om at producere et album. På scenen foregår alt i nøjagtig dét øjeblik: Vi laver flere fejl, det er barskere og grimmere, mere umiddelbart og mere fysisk. Vi giver mere slip, og er vildere. Mere som dyr.”

Fra vugge til grav
På Phono Festival bliver Mouse on Mars til en trio, når Dodo NKishi sætter sig bag trommerne. Med sit mikrofonhår har han fulgt makkerparret på mange turnéer, og hans trommespil sikrer et fast fundament midt i tonevirvaret, når han skøjter rundt på rejfer og cymbaler.

Men selvom Mouse on Mars udvider ensemblet live, skal man ikke forvente et sceneshow fra et par fest-cheerleaders. For de har ikke behov for at vise, at de er begejstrede for deres egne produktioner.

”Man kan sige, at vi forsøger at skabe en feedback-cyklus med publikum, hvor folk er ligeså vigtige som lydanlægget. Rummet får på en måde sit eget liv – som et kinetisk system, hvor alting blander sig med hinanden. Ideelt set går vi alle sammen ind til koncerten med så få fordomme som muligt, og forsøger at skabe noget I fællesskab fra første øjeblik. Som regel – og forhåbentlig også til PHONO – er det som en konstant opadgående kurve, så vi alle er svedige og euforiske, når koncerten slutter.”

I år spillede de for tusindvis af mennesker på de massive festivaller Sónar i Spanien og Taiko Festival i Japan, men faktisk foretrækker de at spille for mindre publikummer, som det de møder i slagtehuset i Odense. Mindre sale skaber den bedste forbindelse mellem dem og de tilstedeværende, og det er aldrig bare publikum, der møder spændte op, fulde af forventninger.

”Koncerten er en meget kompleks størrelse – undervejs lærer man en masse, og man forandrer sig. Lidt ligesom at vokse op. Man bliver flere år ældre i løbet af den time, det varer. En god koncert er som et helt liv, for når man ser et godt band optræde, er det som om, man fødes når koncerten begynder, og dør, når den slutter. Der er mange følelser til stede, og det er det, der skaber en god koncertoplevelse. Der foregår mange ting, der rækker udover din bevidsthed. Så forhåbentlig både dør vi og elsker, nye ting bliver født, og det hele ender som en fængslende oplevelse. I værste fald, så oplever man bare Mouse on Mars spille live, og det er faktisk heller ikke så slemt.”

Fakta: Mouse on Mars

Består af Jan St. Werner fra Køln og Andi Toma fra Düsseldorf.
Baseret i Berlin, hvor de er signet på Monkeytown Records sammen med navne som Modeselektor og Lazer Sword.
Udgav i 1994 Vulvaland, og har siden sendt ni fuldlængde album på gaden. Senest Parastrophics fra i år.