Cut Hands er fostret af William Bennett, grundlæggeren af Whitehouse, en af verdenshistoriens mest støjende bands, og gudfader til en række undergenrer af noisemusik. Fra den tidlige industrial, sammen med bands som Throbbing Gristle og Cabaret Voltaire, til nådesløst sønderrivende og forslåede power electronics.

Bennett har selv døbt sin musik ”Afro Noise”, hvilket egentlig er en rammende beskrivelse. I William Bennetts fantasi er kontinentet Afrika et sted fyldt af stor skønhed, og lige så voldsomme rædsler og grusomheder: Hvad end der er tale om det ritualiserede eller det institutionaliserede, det ceremonielle eller det politisk undertrykkende, er der en iboende kraft i disse ting, som finder vej til Cut Hands’ musik.

Med sin baggrund i den for enhver pris grænseoverskridende industrialscene, har nogle spekuleret i, om Cut Hands’ tilgang til afrikansk stammemusik måske var ment som endnu en provokation. Men man indser ved første lyt, at Bennett vitterligt elsker denne musik. For nyligt kuraterede han opsamlingen ”Extreme Music From Africa”, der indeholder tung, dyb, ekstatisk og nogle gange direkte skræmmende tribal musik, der er mindst lige så overvældende fysisk som et hvilket som helst Whitehouse-nummer.

Der er en dunkende urkraft i den forrevne, polyrytmiske og dybt urovækkende krigs-funk, som Bennett skaber med sin store samling af afrikanske trommer og støjende elektronik. Cut Hands’ musik er udfordrende og paradoksal, men også kraftfuld, suggestiv og dybt fascinerende.