Dette års PHONO er mildest talt stolte over at kunne præsentere ikke blot én, men hele to legender fra den tidlige technoscenes opblomstring i Detroit. Udover Robert Hood, der omtales andetsteds, får festivalen besøg af Dopplereffekt, hvis ene medlem Gerald Donald kan tælles blandt technoens absolut vigtigste skikkelser. Donald har produceret under et utal af synonymer, men det er især tiden i Drexciya der har placeret ham på den elektroniske musiks landkort: Den dengang anonyme duo udgav, på blandt andet Underground Resistance, en stribe fænomenale udgivelser, der blandede stram, hårdtslående og lavteknologisk analog electro med en komplet gennemført konceptverden: Et futuristisk afro-atlantis med referencer til tysk elektronisk musik, den sorte borgerrettighedsbevægelse og udknaldet science fiction, der måtte sammenstykkes af mere eller mindre kryptiske sangtitler og covernoter.

Siden da har Donald (der ofte spiller under det germanske alias Heinrich Mueller) holdt det stramt konceptuelle ved lige, omend en stigende fokus på videnskabelige fænomener og teorier har præget mange af udgivelserne. Således også med gruppen Dopplereffekt, hvis navn ifølge Wikipedia betegner det fænomen, at frekvensen af bølgefænomener (f.eks. lyd eller lys) varierer afhængigt af kildens og modtagerens hastigheder i forhold til det medie, bølgerne bevæger sig i. Så kan man tygge lidt på dén.

Dopplereffekt er en sjældent set konsekvent gruppe, der excellerer i en milimeterpræcis, futuristisk musik, der blander melodisk, fremmedartet melankoli og tørt konstaterende rytmik, tilsyneladende opført af androider. Med et maskeret og anonymt robotagtigt sceneshow spiller Dopplereffekt deres gennemført konceptuelle kunstelectro, der på den ene side tager udgangspunkt i knastør akademisk teori, og på den anden side i basalt medrivende, minimalistisk maskin-funk: Det er superledende popmusik lavet af silicium, det er serenader for kvantefysikken, og det er lyden af fremtiden, som den tager sig ud set igennem et elektronmikroskop.