Allerinderst i sin konceptuelle kerne er den elektroniske musik en afsøgning af grænserne mellem mennesket og maskinen. Siden Kraftwerk i sin tid besluttede sig for at ophøre med at være blot mennesker til fordel for noget andet og teknologisk mere, har dette forhold været afsøgt på et utal af måder. Bernhard Hammer, Jakob Schneidewind og Bernhard Breuer, der tilsammen udgør Elektro Guzzi, har skåret maskinen fuldstændig ud af ligningen, og benytter sig i stedet af noget så traditionelt som guitar, bas og trommer.

Elektro Guzzis musik burde således kunne kaldes rockmusik – men den er ikke desto mindre ubestrideligt techno: Den er ultrastram, som var den genereret af klik-tællende hardware. Den gentager technoens lineært fremadstormende, ekstatiske bølgebevægelser imellem opbygning og udløsning. Den har indoptaget alle technoens strukturelle træk i en rent analog og håndspillet form, hvor virtuositeten og de gennemkomponerede stykker rave-rock udspiller sig med et umådeligt energiniveau. Elektro Guzzi er med egne ord et “techno-tanzband”. Men mere end det er de et sjældent eksempel på et band der er forvandlet til en velsmurt maskine, en højoktan forbrændingsmotor, som med militant disciplin og millimeter-præcise rytmiske markeringer kvaser alle tilløb til løse, ufokuserede jams til pulver i sine nådesløst bankende stempler.

Hos Elektro Guzzi overskrider instrumental-musikken grænserne til maskinernes domæne. Det er kredsløb af blod og kabler af nerver, en pulmonal puls der replikerer maskinernes metronomiske hjerteslag.

Deep down in its conceptual core, electronic music is a search of the limits between man and machine. Ever since Kraftwerk decided to cease just being human in favour of something different and more electronic, this relationship has been tested in countless ways. Together, Bernhard Hammer, Jakob Schneidewind and Bernhard Breuer form Elektro Guzzi, and they have fully replaced the machine in favour of something much more traditional such as guitar, bass and drums.

Elektro Guzzis’ music should therefore be regarded as being rock music – but nevertheless it is indisputable techno: Completely tight, as if it was generated by click-counting hardware. It repeats the explosive linear and ecstatic movement of waves from techno, between configuration and release. It has gained all the structural features from techno in a pure analogue and hand played form, where the virtuosity and well composed rave-rock pieces takes place with a tremendously energy level. Elektro Guzzi is, according to them, a “techno-tanzband”. Besides of that, they are a rare example on a band, which has transformed into a well-oiled machine, a højoktan combustion engine, with militant discipline and accurate rhythmical markings, destroying any attempt at solving, unfocused jams to powder in its own merciless knocking temples.

With Elektro Guzzi the instrumental music exceeds the limits of the machines’ domain. It’s circulation of blood and cables of nerves – a pulmonary pulse that replicates the machines’ metronomic heartbeat.