Den svenske trio Frak er en af disse overrumplende afvigelser fra den lineære bevægelse, vi normalt af vane tænker musikhistorien som. De har levet en stille eksistens på den yderste rand af den elektroniske scene siden slutningen af 80’erne, hvor de begyndte at blande acid house, idiosynkratisk, dada-inspireret humor, harsk industrial og DIY-kultur sammen på eccentrisk og halsstarrig facon.

Opkaldt efter et spil til Commodore 64, og med en stor forkærlighed for det besynderlige, absurde og støjende, har Frak været så komplet og fuldstændigt et undergrundsfænomen, at nylige forsøg på at indskrive dem som en slags forfædre til den nyere generation af technomusikere der eksperimenter med noise, og omvendt, ganske enkelt må komme til kort, af den simple årsag, at man, for at tjene som inspiration for andre, nødvendigvis må være blevet hørt.

Fraks liveoptrædender på gammelt analogt, kværnet grej og uniformeret i det ene eller det andet bizarre kostume – som laboratoriekitler og staniolmasker – minder måske en smule om Felix Kubin, med tilsvarende absurdistiske undertoner, men er mindre præget af cabaret og NDW og mere af beskidt, sløv og taktfast acid techno.

Deres komplet uoverskuelige bagkatalogs enorme antal kassettebånd, singler og plader er overvældende, men deres seneste udgivelse, Muzika Electronic vidner om at de ikke er gået en smule på kompromis over årene. Deres musik er stadig lige så analogt medtagen, knækket og kontant slagkraftig som den altid har været.

Hvis ovenstående beskrivelse ikke har overbevist en om, at man død og pine skal opleve Frak når de spiller på PHONO, kan man blot finde optagelser fra deres nylige 20-års jubilæumskoncert i Malmö. Alt tyder på at man er garanteret en underholdende, kuldslået pumpende og maskinelt skramlende opvisning i outsider-acid fra tre af de mest upåagtede elektroniske veteraner i skandinavien.