Andrew Hung og Benjamin Power har som Fuck Buttons været leveringsdygtige i storslåede og gennemsvedte anthems, hvis lige sjældent er hørt, siden den britiske big beat i halvfemserne havde sin storhedstid med grupper som Underworld og Chemical Brothers.

Fuck Buttons laver steroidepumpet, koloristisk techno med rå noiserødder, episke energiudladninger af beskidte synthriffs, himmelstræbende melodier og tromlende beats, opført på billige skrammelmaskiner og bunkevis af gnistrende kabler.

Siden debutpladen ”Stree Horrrsing” har duoen, der eksplicit nævner blandt andet Aphex Twin og Mogwai som inspirationskilder, vundet gradvist stigende anerkendelse – i en sådan grad at deres musik blev spillet som en del af åbningsceremonien til de olympiske lege i London i 2012. Deres anden plade blev produceret af den britiske elektroniske musiks grand old man, Andrew Weatherall, der ligeledes stod bag pulten på Primal Screams legendariske acid house-gennembrud, ”Screamadelica”. Det er musik med en tilsyneladende næsten universel gennemslagskraft – som nok er sølet ind i talløse lag af skidt og støj, men som gemmer på nogle af de mest opløftende og uimodståelige melodier i moderne elektronisk musik.

Fuck Buttons hårdslående blanding af techno og melodisk noiserock er med andre ord et monstrøst medrivende og næsten uhelligt vanedannende fysisk trip – af nogenlunde samme proportioner som et fyldt VM-stadion og med momentum som et løbsk godstog ladet med trotyl.

Andrew Hung og Benjamin Power har som Fuck Buttons været leveringsdygtige i storslåede og gennemsvedte anthems, hvis lige sjældent er hørt, siden den britiske big beat i halvfemserne havde sin storhedstid med grupper som Underworld og Chemical Brothers.

Fuck Buttons laver steroidepumpet, koloristisk techno med rå noiserødder, episke energiudladninger af beskidte synthriffs, himmelstræbende melodier og tromlende beats, opført på billige skrammelmaskiner og bunkevis af gnistrende kabler.

Siden debutpladen ”Stree Horrrsing” har duoen, der eksplicit nævner blandt andet Aphex Twin og Mogwai som inspirationskilder, vundet gradvist stigende anerkendelse – i en sådan grad at deres musik blev spillet som en del af åbningsceremonien til de olympiske lege i London i 2012. Deres anden plade blev produceret af den britiske elektroniske musiks grand old man, Andrew Weatherall, der ligeledes stod bag pulten på Primal Screams legendariske acid house-gennembrud, ”Screamadelica”. Det er musik med en tilsyneladende næsten universel gennemslagskraft – som nok er sølet ind i talløse lag af skidt og støj, men som gemmer på nogle af de mest opløftende og uimodståelige melodier i moderne elektronisk musik.

Fuck Buttons hårdslående blanding af techno og melodisk noiserock er med andre ord et monstrøst medrivende og næsten uhelligt vanedannende fysisk trip – af nogenlunde samme proportioner som et fyldt VM-stadion og med momentum som et løbsk godstog ladet med trotyl.

As Fuck Buttons, Andrew Hung and Benjamin Power have been able to deliver in magnificent and drenched, rarely heard of, ever since the British big beat in the 90s had its heyday with groups as Underworld and Chemical Brothers.

Fuck Buttons creates steroid-pumped, colouristic techno with raw noise roots, epic quantities of energy of filthy synthriffs, soaring melodies and rolling beats, performed on cheap junk machines and piles of sparkling cables.

Since their debut album, “Stree Horrsing”, the duo, who explicitly mentions Aphex Twin and Mogwai as their sources of inspiration, has gradually won increasing acknowledgement – to such an extent that their music was played as a part of the opening ceremony at the Olympic Games in London 2012. Their other record was produced by the British electronic music’, Andrew Weatherall, who also stood behind the desk at the Primal Scream’s legendary acid house breakthrough, “Screamadelica”.

Apparently, it is music with an almost universal power of penetration – despite of the fact that it is slushed into countless of layers of dirt and noise, and yet it hides some of the most heartening and irresistible melodies in modern electronic music.

Fuck Button’s hard-hitting mixture of techno and tuneful noise rock, is in other words a monstrous spell-binding and almost unluckily addictive physical trip – of fairly same proportions as a full World Cup Stadium and with momentum as a runaway freight train charged with TNT.

Andrew Hung og Benjamin Power har som Fuck Buttons været leveringsdygtige i storslåede og gennemsvedte anthems, hvis lige sjældent er hørt, siden den britiske big beat i halvfemserne havde sin storhedstid med grupper som Underworld og Chemical Brothers.

Fuck Buttons laver steroidepumpet, koloristisk techno med rå noiserødder, episke energiudladninger af beskidte synthriffs, himmelstræbende melodier og tromlende beats, opført på billige skrammelmaskiner og bunkevis af gnistrende kabler.

Siden debutpladen ”Stree Horrrsing” har duoen, der eksplicit nævner blandt andet Aphex Twin og Mogwai som inspirationskilder, vundet gradvist stigende anerkendelse – i en sådan grad at deres musik blev spillet som en del af åbningsceremonien til de olympiske lege i London i 2012. Deres anden plade blev produceret af den britiske elektroniske musiks grand old man, Andrew Weatherall, der ligeledes stod bag pulten på Primal Screams legendariske acid house-gennembrud, ”Screamadelica”. Det er musik med en tilsyneladende næsten universel gennemslagskraft – som nok er sølet ind i talløse lag af skidt og støj, men som gemmer på nogle af de mest opløftende og uimodståelige melodier i moderne elektronisk musik.

Fuck Buttons hårdslående blanding af techno og melodisk noiserock er med andre ord et monstrøst medrivende og næsten uhelligt vanedannende fysisk trip – af nogenlunde samme proportioner som et fyldt VM-stadion og med momentum som et løbsk godstog ladet med trotyl.