Adi Gelbart, der ikke overraskende har udgivet sin seneste ep, ”Tekno”, på Felix Kubins selskab, Gagarin Records (eller rettere, på det endnu bedre navngivne underselskab, Apolkalypso), er en evindeligt undersøgende nørd, der excellerer i storsmilende synthesizermusik, med halvbagte, filmiske sci-fi referencer og en opklippet, kuldsejlet hjemmegjorthed over sig.

Det er blændende melodisk, komplet skramlet og på besynderlig vis ikke så fjernt fra tidlig, rudimentær 60’er-pop – men på den anden side er det heller ikke fjernt fra utopiske avantgarde-eksperimenter med hjemmebyggede maskiner og underlige anordninger.

Måske på grund af den gennemført naivistiske og grænsesøgende tilgang, har man med Gelbart fornemmelsen af en mand der jonglerer ubesværet med (pop)musikhistorien, og ikke er bange for at tabe bolden fra tid til anden. Han laver snublende elektroniske vignetter, hjerteblødende synthpop og endda en komplet coverudgade af den første Beatles-plade. Gelbarts musik er ikke så meget en dekonstruktion af pop, som det er en rekonstruktion af den, som den burde lyde, hvis alle musikere var lige så nysgerrige, nørdede og skæve i hovederne som ham. Han er konstant eventyrlysten, kompromisløst underholdende og garant for det altid uventede.