James Holdens nye plade, The Inheritors, er et monstrøst, 80 minutter langt storværk, der fuldt udfolder hans fascination af primitiv, modular trance, krautrockens motoriske gentagelser og psykedelisk solstrejfede synthfigurer, freejazz og hedenske ritualer. Den understreger på hårdnakket og konsekvent vis, at Holden er svær at indfange og endnu sværere at fastholde. En alsidig, nysgerrig og egensindig kunstner, der formår at kombinere en perfektionistisk sans for detaljen med en improviserende og dybt intuitiv one-take tilgang.

Som mange andre elektroniske kunstnere i disse år, har Holden erstattet laptoppen med modulære synthesizere. Det er en langt mere fysisk, fejlbarlig og håndgribeligt måde at lave musik, hvor patch-kabler og knobs står i stedet for algoritmer og museknapper. Denne form for hardware yder en helt anden modstand, hvor tilfældigheder og maskinernes idiosynkrasier gør dem til en musikalsk medspiller, til entiteter der taler med, har personlighed, kan kontrolleres eller sættes fri. Der er således ikke mindre virtuositet forbundet med at mestre modulerne end andre instrumenter, og Holden er om noget virtuos.

Hans klare vision og suveræne kontrol over sit udstyr resulterer i en luftig, flydende masse af elektronisk information, transmitteret som lydbølger der svæver frit rundt i æteren som et viltert tonemylder af modulære lydbidder – for så at fortættes og udkrystalliseres til genkendelige rytmiske og melodiske strukturer – og sprænges ud i sine elementære bestanddele igen i mødet med skingrende saxofoner og skurrende støj. En technoid ur-suppe af elektronisk genereret musik, der på en eller anden måde lykkes med at lyde som noget primitivt og oprindeligt, og ramme noget dybereliggende og basalt menneskeligt, en i-rygsøjlen-indlejret rytmisk substans.