Kucharczyk / RSS B0YS / Wilhelm Bras

Pladeselskabet Mik Musik drives af den erfarne og hyperaktive multi-instrumentalist, producer og billedkunstner m.m., Wojciech Kucharczyk, fra den lille by Skoczów i den sydlige udkant af Polen. Som en del af årets dagsprogram, præsenterer han et lille udpluk fra selskabets fold af kuntsnere, der alle befinder sig i den yderste periferi af den elektroniske musik – og nogle noget længere ude end det.

Kucharczyks tilgang til både sit pladeselskab og sin musik, minder på mange måder om outsiderlegender som Felix Kubin eller V/VM: de er alle kunstnere hvis virke er præget af en rastløs udgivelsesrate, en kompromisløs selvgjortheds-etik og en bizar, dadaistisk sans for humor. Kort sagt, en grænseløst eksperimenterende tilgang, der kan resultere i hvad som helst. Kucharczyk selv spiller en forunderligt lettilgængelig blanding af haltende pop og avant-electro, præget af minimale trommespor, momentvis muskuløs EBM og en heftig brug af vocoder og vokalsamples. Utilpasset synthpop for viderekomne.

De to medlemmer af RSS B0YS mødte hinanden på en rejse i Afrika. De spiller pløjende afrotechno i halvt tempo, med eroderede loops, udtværet sub-bas og grynet synth. Kokset, etno-industriel kværnen opsluges i elliptiske malstrømme af degenererede rytmer. En storslået, omtumlet melodi dukker frem af de hypnagogiske efterladenskaber. Bas, beat, Benin og Berlin mødes i et småpsykedelisk, solskoldet øjebliksbillede og vendes flagrende på vrangen.

Det tredje og sidste navn er den audio-visuelle kunstner Wilhelm Bras, aka Paweł Kulczyński. Han er selskabets lysergiske elektroingeniør, en opdagelsesrejsende på hjemmebyggede synthesizere. Bras kreerer neurale cirkelslutninger og gnistrende modulære kollisioner. Blippen, susen og knitren, kollapsende konstruktioner af mikrosignaler og fortabte impulser. Bras er den selvlysende højspændingsmusiks hofalkymist, der lader kredsløbene synge ordløse sange.

Hjemmeside: MIK MUSIK