Minimalistisk techno er ofte en mørk og indadvendt sag, men den sprælske duo MMM viser, at det ikke altid behøver være tilfældet. Nok er rødderne solidt forankret i det legendariske berlinske minimal-miljø omkring Berghain-klubben og pladebutikken Hardwax, men de hårdt pumpende beats suppleres af lige dele melodisk og humoristisk sans, såvel som elementer af fræsende tech-house, disco-influeret electro clash og vild, euforisk rave – som et bindeled mellem den oprindelige berlin-tradition og den nyere, mere farverige og udadvendte tyske electro- og tech-house-scene omkring Boys Noize-selskabet.

MMMs to halvdele er begge yderst aktive på egen hånd – Fiedel som DJ med fast tilknytning til netop Berghain, Errorsmith med en række råt eksperimenterende live-optrædener, solo-produktioner og samarbejdsprojekter. Af samme årsag har aktiviteten fra MMM i perioder været lettere sporadisk, men det har ikke forhindret dem i at opnå en imponerende undergrundssucces, samt et trofast kultpublikum til deres sjældne, selvudgivne 12”-singler, såvel som til som deres vilde og medrivende koncerter.

Netop live-aspektet er muligvis en vigtig del af gennemslagskraften, for her kan duoens fornemmelse for fysisk energi og smittende legesyge for alvor komme til sin ret – hvad publikum til PHONO 2012 gerne skulle få at føle.