Pattens roste, flimrende lo-fi electronica udfolder sig som et sløvt glitrende tæppe af splintrede, melodiske guitarmanipulationer og knækkede beats. En på overfladen abstrakt og fragmentarisk sammenstykket musik, men med en udpræget sovekammer-sensibilitet, der medbringer musikken en sløret, regnvåd melankoli midt i vældet af sammenskvattende og forunderligt rykkende rytmer.

Den for øvrigt anonyme brite står for en eksperimentel tilgang til musikken, der er mindre præget af høje akademiske knæløft, end af en udpræget glæde ved de labyrintisk spejlende strukturer, der frembringes på debutpladen ”GLAQJO XAACSSO”og den susende, ulmende baggrundsstøj der lader melodier og rytmer holde sig netop svævende, konstant i periferien af synet.

Det er ikke tilfældigt, at hans nystartede selskab, hedder Kaleidoscope. For det er netop hvad pattens musik er: Kalejdoskopisk, evigt muterende, let psykedelisk og konstant på grænsen mellem det dansable og det komplet opløste.