Når festivalen skydes i gang til september, bliver det igen med et sansebombardement af lys og laserlyd i industrielle omgivelser.

PHONO kan i år blandt andre præsentere The Egyptian Lover (US) – den almægtige farao af tør electro-funk og første-generations hip-hop-pioner. Holly Herndon (US) leverer transhuman kormusik tappet direkte fra datastrømmen, imens britiske Ralph Cumbers giver to koncerter under sine aliaser Bass Clef og Some Truths.

– De tre navne er en blanding af tradition og fornyelse. The Egyptian Lover har været med i de sidste 30 år, og Holly Herndon bidrager med en helt ny lyd. Da vi så hende på Berlin Transmediale sidste år, var vi slet ikke i tvivl om, at vi ville hente hende med til PHONO, udtaler projektleder Mikkel West.

Phono Festival finder sted fra 10.-14. september i den gamle FAF-silo på Odense havn.