Robert ”Noise” Hood har været en uomgængelig del af technoen siden den fandt sin egentlige, moderne form i Detroit i starten af 90’erne. Han var sammen med Jeff Mills og ”Mad” Mike Banks en del af det legendariske Underground Resistance, der med en uhørt rå og kompromisløs stil gjorde militant, politisk bevidsthed synonymt med hårdtslående, aggressive technoproduktioner.

Men ikke nok med det, Hood henregnes også ofte som opfinderen af minimaltechnoen, først og fremmest i kraft af sin ikoniske plade ”Minimal Nation”, der stadig står som en af de mest urørlige techno-fuldspillere nogensinde og satte nye standarter for, hvor nedbarberet og skeletal techno kunne blive uden at miste et gram af intensitet. Fire eller fem forskellige lyde er typisk alt hvad Hood behøver for at skabe noget af det mest funky, rykkende og hypnotiserende musik hørt på denne planet.

Han har under et væld af aliaser som blandt andet Floorplan og The Vision været konstant produktiv siden begyndelsen af karrieren, og har på insisterende vis rendyrket sin skrabede vision af acid- og industrialinspireret techno, uden om de almindelige, kommercielle kanaler.

Hood, der aldrig har givet køb på sin fulde kunstneriske kontrol, reagerede i begyndelsen af sin solokarriere på, at den techno, der var opstået i Detroit, gradvist fokuserede mere og mere på billige, forudsigelige kneb og øget tempo. Han insisterede i stedet på at bringe noget af den soul, der prægede den helt tidlige techno, som den kom til udtryk hos Juan Atkins eller Kevin Saunderson tilbage i musikken. Hood har altid haft sit blik skarpt fokuseret på en form for besjælet minimalisme, der har resulteret i utallige efterligninger, men næppe nogensinde er overgået. Hans geni består først og fremmest i, hvor sikkert og sparsomt han doserer sine små melodistumper og rytmeprogrammeringer, og lader elementerne finde sammen til et hele, der er ubestrideligt mere end enkeltdelene.

Der er ganske enkelt mødepligt for enhver med interesse i technohistorie, når Robert Hood kommer til Odense med et liveshow, der viser alt, hvad der er godt og vigtigt ved den oprindelige Detroit-techno, og hvorfor den stadig er relevant.