Kevain Wayne Space aka Record Player Boo aka RP Boo er bredt anerkendt som faderen af footwork – Chicago-genren, der i slutningen af 90’erne muterede frem i byens ghettoer som soundtracket til dance-battles i forladte parkeringshuse og for længst tomme restauranter. Det var her, at den alt for tidligt afdøde DJ Rashad grundlagde det dominerende footwork-crew, Teklife – men inden da havde RP Boo allerede afsat standarderne for genrens form.

Footwork, der altså også var repræsenteret på sidste års festival med DJ Spinn & DJ Rashad, voksede frem af den rå og ubehøvlede juke og ghetto house, som man kunne finde hos fx det legendariske pladeselskab Dance Mania. RP Boo tog de allerede hektiske beats og brutalt opklippede samples fra disse genrer og gjorde dem endnu mere hyperaktive og knækkede, øgede tempoet til hæsblæsende hastigheder og stoppede i det hele taget sine numre til med så megen rytmisk information, at de næsten kollapsede under vægten.

Disse umulige skæringer, der først blev udgivet ti år senere på pladen Legacy, var lavet på billigt grej og var skræddersyede til at udfordre Chicagos dansere med et overmættet og vildtvoksende, synkoperet virvar af samples og rytmer, der blev grundstenen for en af de største og mest overrumplende innovationer i elektronisk musik i det nye årtusinde.

RP Boos brug af samples er et studie værd i sig selv: der gås på strandhugst i snart sagt hele det popkulturelle spekter, og alt fra samurai-film til Justin Timberlake, Tarzan og Phil Collins køres igennem Boo’s blender. Små, løsrevne fragmenter sættes sammen i uoverskuelige mønstre over den umiskendelige footwork-bas, der som en pneumatisk pumpe kværner uafvendeligt og tyktflydende derudaf og levner kun plads i toppen af lyden til de grotesk synkoperede og poly-rytmiske programmeringer.

Det er nærved ufatteligt, at musik kan være så langt ude på abstraktionens overdrev og samtidig så uimodståelig dansabel. Men RP Boos musik er ikke desto mindre rykkende ud over alle grænser – den er et overvældende kropsligt kampråb, en frenetisk gnistrende puls, der kortslutter hjernen og ørerne og ikke mindst fødderne.