Hvis de selv kunne vælge, skulle de tunge, røde velourgardiner, der omgiver scenen på The Roadhouse i tv-serien Twin Peaks, danne ramme om finske Toblerones’ musik. Og man aner måske også både mord og myg og nåleskove i deres dystre og hypnotiske kraut-rock.

”Vi har godt nok ikke så mange dværge, der taler baglæns heroppe lige nu, men vi er alle på en måde blevet påvirket af Twin Peaks og den tone, der er i serien. På samme måde ville Lars von Triers Riget passe ret godt til den stemning, vi forsøger at ramme med vores musik,” fortæller Timo, der spiller synth i bandet.

”Det med Twin Peaks ligger måske mere underbevidst, imens vi spiller, men bagefter kan man godt genkende det”.

Det er blandt andet den evindeligt mørke og deprimerende, finske vinter, der fungerer som katalysator for de toner og klangflader, der strømmer igennem gruppen. Man skal dog ikke forvente ren ondskab og tungsind, når Toblerones spiller på Phono. De bringer også et anslag af noget cheesy á la Jean-Michel Jarre med sig, forklarer han.

”Det handler om at blande ‘osten’ med noget snavs og grus, så dine tænder knækker, når du tygger den, hvis du forstår. Sådan er vores lyd. Det er altid et spørgsmål om at afbalancere de forskellige elementer, for vores musik er improviseret – eller kanaliseret gennem okkulte ritualer. Vi ved aldrig rigtig, hvilke dæmoner vi får kontakt til gennem vores instrumenter.”

Kvinder og røde pølser

Tre mænd og en enkelt kvinde udgør Toblerones, og selv beskriver de deres performance som både introvert og dyster, men et decideret show er det ikke, siger de. De fem finner fungerer derimod på samme måde på scenen, som de gør i studiet, hvor de kommunikerer gennem kaskader af forvrængede synths og forsanger Heta Bilaletdins døsige skrig. Med slørede visuals som bagtæppe forsøger de at skabe et rum for det umiddelbare, men det er også omtrent så tæt, de vil komme ind på det.

”Fordi vores musik afspejler ting, man ikke nødvendigvis kan beskrive i menneskelige termer, er man nødt til at se på, hvilke redskaber vi bruger til at omdanne budskaberne til lyd. Personligt synes jeg, at man skal lytte til musikken og ikke tale om den. Røde pølser eller kvinder er ting, man kan beskrive med ord, selvom de selvfølgelig også har forskellige aspekter og dimensioner,” siger Timo.

”Det er meget vigtigt at få på det rene, at vi ikke skriver vores musik, vi kanaliserer den. Jeg kan har ingen erindring om, hvad jeg tænker, mens jeg spiller musik. Der foregår sikkert nogle processer i hjernen, imens jeg skruer på knapperne, men de går tabt undervejs. Jeg kan aldrig ikke genkende min performance, når jeg lytter til optagelserne efterfølgende. Når det kommer til vores musik, er der ingen planlægning, ingen snak, ingen sange og ingen minder fra processen. Kun lyden står tilbage, hvis nogen orker at trykke record.”