Lorenzo Senni har efterhånden opbygget en trofast fanskare i den danske undergrund, med udgivelser på selskabet Hundebiss og koncerter på festivaler rundt omkring i landet. Hans musik under aliaset Stargate er atmosfærisk, repetitiv og forvitret, som fortabte ekkoer af for længst overståede fester, af blegnende ekstatiske momenter.

Forvildede loops dukker utydeligt frem, som et sløret foto af ravefestens mest melankolske hjørne. Det lyder som en støvet optagelse af trance-numre, hvor det alt for korte øjeblik umiddelbart inden ekstasen er trukket uendeligt ud og som et Moebius-bånd gentages til øjeblikket vokser ud i verdensrummet. Det er trance som nostalgisk minimalisme, det er hypnagogisk medtagne stumper af lykke, der blafrer bort med vinden.

Stargate er et pulserende trip ind i fremtiden via neon-farvede simulationer af en fortid, der aldrig har eksisteret. Han klipper og klistrer tråde af hukommelse sammen til spraglede collager og bygger sørgmodige samples op om minimale, skeletlignende melodier, med maksimal, hypnotiserende effekt.