Sturqen udgøres af de to portugisere César Rodrigues og David Arantes, hvis kompromisløse, maskinelle musik lever en tilværelse i relativ obskuritet. Og det er bestemt heller ikke det umiddelbart tilgængelige der præger duoens musik: De tager deres udgangspunkt i en sammenbidt, hypnotiserende techno, men med konstant ulmende undertoner af industriel støj og knitrende, elektroniske forstyrrelser.

Duoens univers er overvejende råt, energisk og til tider brutalt muskuløst: En udpræget fysisk oplevelse, der kan minde om Ancient Methods kværnende, monolitiske lydarkitektur, men som om muligt er endnu mere dedikeret til udforskningen af maskinens mest primale, elementære lydudgydelser. Man skal dog ikke tage fejl, det er et både intelligent og sofistikeret udtryk der udfoldes i duoens hårdtslående blanding af syntetiske klangflader, technoid rytmik og kradse, elektriske kortslutninger.

Deres koncerter er rå, energiske og uforudsigelige sandblæsninger af krop og ører, i feltet mellem målrettet improvisation, abstrakt anarkisme, og nådesløst frempiskende rytmik. En musik der nok er sober, dyster og forreven, men også fyldt med associationer til enorme industrianlæg, stål der hamrer imod beton, nukleare reaktioner og nedsmeltninger og smældende, sitrende højspænding.