Franske The Hacker er uden megen tvivl mest kendt for sit samarbejde med Miss Kitten. Dette samarbejde producerede på kort tid de måske mest ikoniske bud på den pludseligt hyperpopulære, omend ganske kortlivede electroclash-genre. En genre der, med inspiration fra 80’erne synthpop, punk og techno, bragte ambivalente kønsfremstillinger, udpræget fokus på sangskrivning, glittet, beskidt dekadence og et decideret hitlistepotentiale ind i den ellers på det tidspunkt noget stagnerede technokultur.

Men Michel Amato, der er The Hackers borgerlige navn, har faktisk lavet musik siden 1989, og er, med sin store forkærlighed for Kraftwerk og Detroit-techno som især Gerald Donald (Drexciya, Dopplereffekt mm.) og Jeff Mills (hvis klassiske nummer ”The Hacker” har givet navn til Amatos projekt), egentlig aldrig holdt op med vedholdende at rumstere et sted i udkanten af den elektroniske musiks brogede, omskiftelige landskab.

Det er med andre ord lidt af en upåagtet legende der lukker PHONO12, som, ligegyldigt om hans musik har været populær eller ej, benhårdt og konsekvent har forfulgt og udviklet sin egen vision i over 20 år.

En vision der altid er kommet til udtryk som både ubønhørligt, rytmisk fremadskridende og hårdtpumpet, køligt androgyn, dødsens stram og knastør, uden af den grund at give køb på det poppet melodiske eller det eksplicit, distanceret sexede. Kort sagt, übercool, højoktan-electro til at sende alle grundigt gennemsvedte hjem fra årets festival.