Der er ikke megen information at finde om det obskure finske orkester Toblerones. Et enkelt sløret billede af fem personer i et studie og to musikvideoer der på kalejdoskopisk vis sampler et væld af gamle musikvideoer fra 80’erne er stort set, hvad der eksisterer. Det vides, at de har udgivet to kassettebånd med en udpræget lo-fi, tilsyneladende improviseret musik, der lyder som Can uden Holger Czukays perfektionistiske studiemagi, eller som en ukendt artpunk-gruppe, der er faret vild i en skov: Nøgent, støjende, repetitivt og dybt psykedelisk.

Med rudimentære, kølige basrundgange, forvrængede, skingre guitarriff og endeløse, mekaniske trommefigurer, udvikler numrene sig langsomt og gradvist væk fra hule, rumklangsdryppende skitser imod fortættede, buldrende og sært dansable klimakser. Tilsæt dertil en ubestemmeligt klagende og galpende vokal og et velvoksent arsenal af støjkilder, elektroniske lyde og forstyrrede klangflader. Det er nogenlunde lige så foruroligende som det er dragende, trancefremkaldende og medrivende.

Det er referencer til kraut, freerock og post-det-ene-og-det-andet, men først og fremmest er Toblerones lyden af et band der elsker at improvisere, og give sig tiden til at udvikle løse ansamlinger af idéer, riffs og beats til tæt vævede, bevidsthedsudvidende konklusioner, via frie, psykedeliske af- og omveje.

De nyeste numre fra gruppen har dog trukket lyden mere i retning af elektronisk indie som f.eks Gang Gang Dance, men stadig med fokus på det gentagne og det improviserede, og stort set uden de poppede elementer. Præcis hvordan Toblerones koncert på PHONO kommer til at lyde, er altså ikke til at sige. Men det er netop meningen, når der gøres plads til at lade det uforudsete finde sted.