Vi er fantastisk stolte af at kunne præsentere Pantha Du Prince & The Bell Laboratory (DE/NO), RP Boo (US) og Asmus Tietchens (DE), når der igen er Phono Festival i Odense til september. Med de tre seneste navne på plakaten bliver der så absolut noget til både hjerne og fødder.

Musikalsk magtdemonstration
Den tyske techno-producer Hendrik Weber aka. Pantha Du Prince har bevæbnet sig med et tre tons tungt kirkeklokkespil og et helt hold klassiske musikere, når han lukker PHONO søndag den 14. september.

Pantha du Princes musik har altid været præget af klirrende, ringlende synths, der tegner intrikate spind af toner henover svulmende basgange og præcist dansable beatstrukturer. Sammen med The Bell Laboratory forfølger han sin fascination af klokkens musikalske potentiale som både melodisk og rytmisk instrument til et ultra-ambitiøst højdepunkt.

Albummet Elements of Light fra sidste år modtog strålende anmeldelser herhjemme såvel som i udlandet, og Pantha du Prince & The Bell Laboratorys koncert er en unik mulighed for at opleve den elektroniske musik i en helt ny og overvældende sammenhæng. En musikalsk og logistisk magtdemonstration, og en værdig afslutning på PHONO14.

Stamfaderen af footwork
RP Boo er bredt anerkendt som faderen af footwork – Chicago-genren, der i slutningen af 90′erne muterede frem i byens ghettoer som soundtracket til dance-battles i forladte parkeringshuse og for længst tomme restauranter.

Boo’s brug af samples er et studie værd i sig selv: der gås på strandhugst i snart sagt hele det popkulturelle spekter, og alt fra samurai-film til Justin Timberlake, Tarzan og Phil Collins køres igennem Boo’s blender. Koncerten på PHONO bliver RP Boos første i Danmark, og ifølge Informations anmelder er det ”kun et spørgsmål om måneder, før Beyoncé, Britney og Gaga inkorporerer de umuligt stammende rytmer i en af deres sange.”

Maskinerne kommer til orde
Siden 1965 har Asmus Tietchens fulgt sin helt egen bane i periferien af den elektroniske musik. Fra sine tidlige eksperimenter med båndmanipulation og lydgeneratorer har han beskæftiget sig med alt fra komplekse kompositioner for Minimoog, over elektro-akustisk avantgarde, til industrielle lydcollager og endda synth-dreven electropop.

Tietchens har vævet sig ind og ud af musikhistorien og angrebet den elektroniske musiks muligheder fra snart sagt alle sider i et utrætteligt forsøg på at lade maskinerne – elektronikken selv – komme til orde.

Pantha Du Prince & The Bell Laboratory præsenteres i samarbejde med Goethe Institut.

Køb din billet til den flotte afslutningskoncert her.