Fra den 23. juni er der Jam Days i Odense, og i den forbindelse har vi inviteret tre af de mest interessante artister, der har gæstet PHONO i de senere år tilbage til byen.

Fredag d. 27. juni varmer vi op til efterårets festival med sommerens absolut mest spektakulære line-up i Odense, når Débruit & Alsarah (FR/US), Debmaster (FR) og Joe Howe (UK) spiller på Momentum.

HVOR?
Teater Momentum, Ny Vestergade 18, 5000 Odense C.

BILLETTER:
Entré: 50 kr.
Køb dine billet her.

Dørene åbner kl. 20:00

LINE UP:

Débruit & Alsarah (FR/US)
Da den franske producer Xavier Thomas aka Débruit gæstede PHONO i 2012, sendte han med sit liveband publikum på en astral rejse ud i farverige visuals og funky afro-beat. Denne gang er han på turné med den amerikansk-sudanesiske sanger Alsarah og deres fælles album ‘Aljawal’ – et samarbejde, den amerikanske radiostation NPR har udråbt som et af de ti vigtigste albums indenfor moderne verdensmusik.

Om Débruit på PHONO12:
– Debruit fremstod ekstremt tilgængelig – publikums reaktion var ikke til at tage fejl af – så koncerten var et fint bevis på at man godt kan slippe af sted med at præsentere musik med personlighed og idérigdom også for et feststemt publikum. -GAFFA

Debmaster (FR)
Under den netop overståede Distortion festival i København imponerede franske Julien Deblois det københavnske festpublikum i timevis. Først med en live-performance af uforudsigelig electro på PHONO-scenen – for sidenhen at klippe natten i stumper med et vanvittigt dj-set foran et måbende menneskehav. Nu vender han tilbage til Odense – og han glæder sig!

Om Debmaster på PHONO11
– Debmaster havde en veludviklet sans for at gøre stilen opfindsom og uortodoks, ja de veludviklede melodier og stramt synkoperede rytmer løftede faktisk hans lyd over det genrespecifikke og gjorde den til hans egen hybrid. -Geiger

Joe Howe (UK)
En af de måske mest overraskende koncerter ved Phono Festival i 2011 var, da britiske Joe Howe optrådte som den ene halvdel af duoen Ben Butler & Mousepad på lille scene. Nu vender han tilbage med sit soloprojekt og det spritnye album ‘EXEP’, som efter hans eget udsagn består af ”akavet synth-funk”.

Om Ben Butler & Mousepad på PHONO11
– (…)det lykkedes under alle omstændigheder også at få den lille sal helt med, og skabe aftenens nok bedste koncert. -Geiger